Sådan måler du dig til dit korset
For at finde den rigtige størrelse korset skal du først måle dig selv. Du skal måle dig tre steder: bryst, talje og hofte. Hvis du skal måle til et underbust korset, kan du nøjes med at måle din talje.
Du skal bruge et almindeligt målebånd. Hold så vidt muligt målebåndet parallelt med gulvet, når du måler.
Bryst: Hvis du bruger BH, så mål dig med din sædvanlige BH på. Hav armene afslappet ned langs siden så vidt muligt. Før målebåndet hele vejen rundt om det fyldigste sted på brystet, henover brystvorterne og under armene.
Talje: Før målebåndet rundt om det smalleste sted på livet. Hvis du er i tvivl om, hvor din talje sidder, så bøj dig til den ene side – din talje er der, hvor overkroppen bøjer, som regel lige under dine ribben. Dette er ikke nødvendigvis der, hvor du normalt har fx kanten på dine bukser. Det er vigtigt at måle din naturlige talje, og altså ikke nødvendigvis der hvor du har almindeligt tøj siddende, da det giver den bedste pasform til et korset.
Hofte: Stå med hælene samlet. Før målebåndet rundt om det bredeste sted på dine hofter. Dette er som regel også der, hvor rumpen er fyldigst.